onsdag den 15. december 2010

131 dage

Til alle jer som jeg enten ikke har fået sendt julekort til, eller som jeg ikke ser før jul: Glædelig Jul!

Som overskriften siger, så har jeg tilbragt 131 dage i Nuuk, og jeg har ikke fortrudt, at jeg er taget afsted. Men jeg skal da gerne indrømme, at jeg er begyndt at tælle timerne til jeg skal flyve til DK. Lige nu er der 50 timer til at jeg lander i Kastrup, og nøj hvor bliver det dejligt.

I hele denne uge har vi haft afslutning. Vi har nået det vi skulle inden jul, og nu er eleverne vidst klar til at holde en lille ferie. De var i hvert tilfælde ikke særligt faglige, hverken i dag eller i går. Jeg er en undervisningstime tilbage, 4 rapporter der skal rettes og et naturfagsmøde, derefter har jeg ferie.

Har lige vejet min taske og julegaverne vejer mere end mit tøj og det moskuskød jeg har med hjem:) Håber at folk bliver glade, man ved jo aldrig.

Jeg holder juleferie herinde, så I skal ikke regne med, at der kommer noget nyt inden det nye år.

torsdag den 9. december 2010

Mine dygtige elever: Arnannguaq, Mads og Maasi

VInder af PetroChallange 2010 - Greenland

I løbet af mandag og tirsdag i denne uge, deltog 2 hold, a 3 elever fra hver af mine klasser i Oilsim's PetroChallange. Spillet gik ud på at finde olie ud fra seismiske profiler og så derefter bore. Det hold, der fandt mest olie vandt. Vi var 14 hold fra Nuuk, 3 fra Sisimiut og 27 hold fra Aasiaat. Nuuk klarede sig rigtigt godt og vi havde 13 hold i top20 og 3 hold i top5.
Maasi, Mads og Arnannguaq fra min ene klasse vandt og skal nu deltage i den international konkurrence i London. Her kommer der hold fra USA, Canada, Island, Færøerne, Norge, Danmark, Qatar, Skotland og England. De skal jo have en lærer med, så jeg får æren af at komme med dem til London her i Januar. Det er heldigvis tre meget rolige elever så det skal nok blive en rigtig god tur. Lige nu prøver de to 3.g'ere som har hjulpet til til konkurrencen at få lov til at komme med... Vi får se hvad de finder ud af.

I andre nyheder så kommer jeg snart til DK!!! Jubii... Jeg glæder mig godt nok til at se alle jer derhjemme. Jeg har jo lært, at man skal have gaver med hjem, når man har været ude og rejse. Men når man skal købe til 8 mennesker så bliver det nu lidt halvdyrt. Så er det godt jeg stadig ikke har min egen lejlighed og medfølgende husleje:0)

Til alle dem jeg ikke ser når jeg er hjemme: Glædelig jul og rigtigt godt nytår!

lørdag den 27. november 2010

Så er November snart slut...

Tiden går stærkt heroppe. Den ene dag ligger der smuk sne over det hele, næste dag er det hele væk igen. Tilsyneladende er den, altså sneen, flyttet til DK, hvilket jo ikke er i orden. Hvis det absolut skal være sådan, har det bare at blive i DK, til jeg kommer til landet den 17. dec. Som I nok kan fornemme er vejret meget ustabilt lige i øjeblikket, hvilket til dels skyldes de føhnvinde som kommer ned fra bjergene. Men mon ikke vi når de dejlige frysegrader og der kommer lidt sne til os også?
Der er kommet ti træer til Nuuk, hvilket jo ser helt underligt ud. Men det er jo ved at være december, så selvfølgelig bliver der sat juletræer op i hele byen. De bliver tændt i morgen, så det skal nok blive hyggeligt. Ellers er der ikke meget i byen, der tyder på, at det snart er jul. Det er kun i Brugsen, hvor man kan købe juleslik, at man ser juleting.
Det går ret godt i lejligheden lige i øjeblikket. Vi fungerer godt sammen, selv om jeg tror Sanne synes vi er underlige en gang i mellem, med det er vidst mest når vi afslutter hinandens sætninger, hvilket også er meget irriterende:) De to andre er gået med til at pynte op til jul, uanset hvor grimt det bliver, hvilket jo betyder at alt mit smukke julepynt kommer op!!! Også det oppustelige julemand:)
På skolen går det også godt. De har lige fået standpunktskarakterer og vi var da ikke nødt til at dumpe nogle, så det er jo godt. De har lige valgt valgfag, så det bliver spændende at se, hvor mange, der har valgt geografi på B-niveau. Det får vi svar om inden juleferien. Da der er indtil videre er gået 17 elever ud, kan det også være at man deler den ene af de 7 klasser op og fordeler dem i de 6 andre. På en måde håber jeg det sker, for der er én af klasserne, som bare ikke fungerer, men nu får vi se hvad rektor beslutter.
Ellers er der ikke så meget at fortælle, andet end jeg glæder mig helt vildt til at holde jul i Glumsø, for det betyder jo, at jeg forhåbentlig når at se alle dem som jeg går og savner til hverdag.

søndag den 7. november 2010

Først var vi to, så tre, så to og nu er vi tre igen.

Så er den nye beboer ankommet; 27 år, dansker, pædagog (har endda overtaget Birthe Saras job, hvilket Sanne og jeg finder lidt underholdende). Umiddelbart tror jeg det her kommer til at fungere. Hun er rigtigt sød, og synes ikke alle vores regler er dumme:) Så på trods af at jeg hellere ville bo alene, så er det her ok.

Ellers er der ikke sket så meget. Vi havde 14 dage med meget koldt vejr, og nu er det plus grader, sikke noget lort. Det sneede ellers så fint i går, og nu er det hele væk. Det var jo ikke meningen.

På skolen har alle mine elever afleveret deres første geografirapport, eller jeg burde vel skrive geologirapport, eftersom den handler om bjergarter og mineraler! Alle er bestået, nogle bedre end andre, men jeg er meget glad. De er nu dygtige, mine små søde elever. Og hold da kæft hvor kan de dog fedte for én når de ved de får karakter for opgaven... Godt for dem at jeg falder for det:0)

torsdag den 4. november 2010

søndag den 31. oktober 2010

Endnu et...

Så er det snart slut...

Jeg havde egentlig håbet, at jeg ikke ville komme til at opleve BS fuld inden hun flyttede. Men hun har da godt nok drukket hele sin løn op i løbet af de sidste tre dage! Det er sgu trist at se på. Jeg havde måske have kunne leve med det hvis hun var en “Happy drunk”, men hun bliver bare ondskabsfuld, og råber ting af én. Jeg er godt nok glad for at hun flytter ud i morgen! Sanne og jeg holder festmiddag på tirsdag:) også bare fordi Sanne har været væk den sidste måned.

Noget helt andet er så, at vi har fået noget der minder om vinter i Nuuk. Torsdag sneede det og temperaturen holdt sig under frysepunktet. Torsdag faldt den så til -6 grader og det stormede så det svarede til -17 grader. Fredag og lørdag har det været omkring -10 grader, høj sol og blæsevejr. Nu mangler jeg bare, at den sne der falder ikke bliver blæst væk. Tror faktisk, at mine lunger havde helt glemt, hvor ubehagelig det første åndedræt er, når det er koldt udenfor:) Men mon ikke jeg vender mig til det? Det bliver jo ikke nær så koldt som det var i Fairbanks.

fredag den 22. oktober 2010

Behøver jeg skrive noget her...

To styks pukkelhvaler tæt på

Flerfarvet nordlys mens mor og far var her

Far, Mor og jeg med St. Malene i baggrunden

Så lidt og så meget

Det er næsten en måned siden jeg sidst opdaterede siden, og det beklager jeg. Der er både sket meget lidt og en hel masse. Meget lidt på jobbet og en hel masse uden for jobbet.

På jobbet har vi haft geologi, hvilket jeg jo synes er sindssygt spændende, desværre er det ikke alle elever der er helt enige:) Jeg kæmper videre. Vi, som i Krister og jeg, brugte to dage i felten med de seks 1.G klasser. Den første dag var det pisse koldt, og den anden dag regnede det, men de fik da både samlet håndstykker, målt skurestriber og set et landskab skabt af isen. De skal afslutte denne del af geologien med en rapport om bjergarter og mineraler. Det betyder desværre at jeg skal rette 92 opgaver... Det ser jeg meget frem til. De har også haft midt vejs test og det gjorde de rigtigt godt. Der var endda seks af dem der svarede rigtigt på 45 spørgsmål. Så bliver man altså virkelig stolt!
En ting er jo undervisningen som går som den skal, og så er der GU som arbejdsplads. Som en del af jer ved så har jeg jo brugt internettet på skolen til at ringe hjem osv. Nu viser det sig så at der IKKE er fri internet på skolen, hvilket jeg var ret overbevist om at der var, og eftersom jeg ikke har fået besked om det modsatte, har jeg jo brugt det. Det giver nu en regning på 7000 kr, som rektor var villig til at sænke til 3000 kr. Jeg har endnu ikke fået et girokort, men der er vidst en meget enig lærerstab som siger, at vi ikke har fået besked og derfor ikke skal betale. Og det viser jo også at dem som har brugt internettet for meget, er alle de nyansatte.

Inden mor og far ankom, kunne jeg godt mærke, at jeg begyndte at savne folk og at jeg havde brug for et kram... Asta fik mig til at tude, og det var egentlig kun efter at have snakket en time med Eline og 2,5 time med Mia, at den faldt lidt til ro igen, hjemveen. Så er det jo fantastisk at man har nogle venner som kan hjælpe selvom de er så langt væk!

Den 11. Okt kom mor og far herop. Jeg havde fået lov til at låne en lejlighed som vi alle tre kunne være i, så det var meget dejligt. De første dage blev brugt på at se byen stille og roligt. Mor var med inde til en af mine timer om tirsdagen, og det gik fint. Der er en anden bornholmer ansat på skolen, og han synes det var meget underholdende at jeg slog så naturligt over i mit fantastiske rønnefine, ligeså snart mor var i nærheden. Han kunne jo også bare skanne bornholmsk til mig så kommer det jo helt naturligt, men det vil han ikke...
Det ene af højdepunkterne mens de var her skete fredag aften hvor vi var inde og høre Søs Fenger, Malik Olsen og Frederik Elsner. Det var en intimkoncert arrangeret til fordel for NanuBørn, som giver et fristed til udsatte børn på vestkysten. Hold nu op hvor var det en helt fantastisk koncert. Det var bare de tre på hver deres guitar. Frederik Elsner er forsanger og guitarist i et band der hedder Nanook (kan godt anbefales) og Malik spiller sammen med hans kone Nina Kreutzmann (forsanger i Julie Allstars), begge sang helt fantastisk, og Søs gjorde jo bare det meget bedre.
Vi har også fået kørt Nuuk tynd i bybus, men så fik mor og far da set store dele af byen. Vi fik da også gået en hyggelig tur langs kysten. Tirsdag fik mor og jeg massage, hvilket jeg bare havde brug for...skønt. Jeg har fået tæsk i samtlige spil jeg spillede mod mor, jeg er overbevist om, at hun snyder!!! Man kan ikke være så heldig i både 500 og yatzy.
Vi skulle have været på en fjordtur ind til Kapisillit, men båden gik i stykker, og turen blev aflyst. Da vi er uden for sæson, var der lige lidt panik, for ud og sejle skulle vi, men heldigvis kunne vi komme på en hvalsafari torsdag. Denne tur viste sig så at blive ugens andet højdepunkt. Det var helt perfekt vejr, lidt koldt men helt stille, og den første time brugte de to unge fyre, som sejlede os og 7 andre, på at lede efter hvalerne, og så var de der. Tre meget store og smukke pukkelhvaler. Vi fulgte dem i omkring to timer, og på et tidspunkt var vi lige over dem, og man kunne se deres hvide luffer under vandet. Det er altså lidt skræmmende at være lige over dem, for hvis de beslutter sig for at man ikke skal være der, så er der jo ikke noget at gøre. Den største af dem var næste dobbelt så lang som båden. Da den kom op af vandet var jeg også bange for at vi ville ramme den, så tæt på var vi. De blev oppe i overfladen i fem minutter og lod os komme tæt på, og så dykkede de i ti minutter. En helt igennem fed oplevelse. Mor var helt oppe og køre hvilket jo er helt forståeligt. For det første var det første gang hun så hvaler og så var det jo også bare vildt fedt!
Det har været nogle rigtigt dejlige dage, og det har været fedt at vise mor og far lidt af min nye verden. Tror også de havde en god oplevelse, far sagde da i hvert tilfælde at de ville komme igen, hvis jeg blev heroppe, så mon ikke de nød ferien?!

Der sker også noget på boligsituationen. Birthe Sara er blevet fyret og mister derved også sin bolig. På trods af, at det er en smule tragisk at hun mister både bolig og job, pga druk, så betyder det at min tilværelse måske bliver lidt mere behagelig. Sanne og jeg har krævet at der ikke kommer nogen ny ind i lejlighed, og at jeg får det store værelse. Det vil betyde at man faktisk kan have gæster og at der noget plads til vores ting på det ekstra værelse. Vores begrundelse er, at jeg som lærer skal have plads til forberedelse, og det har jeg ikke nu. I hvert tilfælde ikke på papiret. De har tidligere fået klager fra os over, at vi er blevet lovet andet end det vi har fået, og de ved at der kommer en sag fra begge vores fagforeninger før jul, hvis de ikke accepterer vores tilbud. Vi kan nemlig godt begge leve med at skulle dele, bare os to. Naalakkersuisut (selvstyret) fik vores anmodning i sidste uge, og Birthe Sara skal flytte ud den 31. Okt, og så må vi se hvad der sker. Kryds fingre for at det løser sig!

Lige afslutningsvis vil jeg efterlade jeg med en tragisk udgang af september: syv unge amerikanske fyre begik selvmord. Fælles for dem var, at de var blevet mobbet fordi de var homoseksuelle. Den yngste var 13 år gammel, den ældste 19. Jeg ved godt, at det finder sted en et andet land, men det gør stadig ondt. Det kan godt være, at jeg aldrig er blevet mobbet pga min seksualitet, men jeg har været offer for andre mobberier, og kan jo udmærket godt sætte mig ind, hvorfor de har følt, at selvmord var den eneste udvej. I dag ved jeg jo at tingene nok skal blive bedre, men det var jeg på ingen måde overbevist om den gang. Kan kun bede jer om at gå ind og kigge på disse sider: The Trevor Project, It Gets Better (på youtube, over 2000 videoer, hvor folk fortæller at det nok skal blive bedre), Revel & Riot, HRC og NoH8. Den sidste kan I komme ind på ved at klikke på den banner der er i bunden af siden.

tirsdag den 28. september 2010

Udflugt til Ameralik


Endnu engang har der været en sindsyg føhnvind inde over Nuuk. Vi skulle onsdag afsted til Ameralik på pædagogiskedage. 27 lærer på en lille båd i stiv kuling med vindstød af orkanstyrke. Det var nogle meget interessante timer, på et tidspunkt, hvor det er virkeligt slemt, siger vores skipper: "der kan ske to ting nu, enten går vi under eller også bliver vi oppe". Det var sådan cirka dér han vendte skuden og sejlede tilbage mod Nuuk. Det var meningen, at det skulle være en teambuildingtur og det må man da sige det blev, folk kom i hvert tilfælde meget tæt på hinanden, når båden skiftede retning:-) Turen blev udsat til torsdag eftermiddag, hvor vindstyrken var væsentlig mindre. Det tog godt 4 timer at komme frem, men denne gang var det uden problemer. Vi havde to dage med gruppemøder og lege, hvilket var rigtigt hyggeligt. Der blev snakket om en del andet end skolen, hvilket var en rar forandring.

Ellers sker der jo ikke så meget til hverdag. Der er undervisning, som jeg stadig nyder, selvom de så småt begynder at se hvor langt de kan gå, før jeg råber af dem... Men så gør jeg det, og de holder kæft resten af timen;-) Vi afslutter første emne "Vand" i denne uge, og så går vi i gang med geologien omkring Nuuk, og her skulle jeg jo være mere på hjemmebane. Håber jeg.

søndag den 19. september 2010

Nordlys over St. Marlene

Solopgang over Sermitsiaq

Regnbue over Nuussuaq

10 dage uden en lyd?


Jeg er godt klar over, at der er gået lang tid siden sidst. Men min undskydning er, at jeg har haft besøg af Line, og har brugt tiden sammen med hende, i stedet for at sidde på nettet:)
Jeg har haft en ganske almindelig arbejdsuge, men vi har været på museum, rundt om Cirkussøen, i biffen og været ude og spise på Nipisat. Hvis nogle af jer nogensinde kommer herop, skal I ind og spise der. Hold nu kæft, det var lækkert!
Line var så heldig, at det stoppede med at regne, da hun landede og det begyndte først igen den sidste dag. Det gode vejr gjorde, at Line både fik set regnbuer og nordlys.
Det har været fantastisk at have besøg, og jeg bliver nødt til at indrømme at jeg faktisk har kedet mig lidt i denne weekend. Men jeg har da fået lavet undervisningsplaner for de næste 3 uger, og er i gang med at få en felttur på benene. Når vi nu er i Nuuk, og der er så meget geologi omkring os, kan vi jo ikke bare sidde hjemme på skolen. Men det kræver bare, at der er 5 andre undervisere, der gider at bytte deres timer med mig. Vi får se...

onsdag den 8. september 2010

Postkort? I think so....

Introfest, bådtur og Aurora Borealis


I fredags var der introfest for 1.g’erne og det var rigtigt hyggeligt. Efter middagen tog jeg afsted til en koncert i Godthåbshallen, med Nive Nielsen. Det var ret godt, men der var bare ikke så mange mennesker, hvilket var ærgerligt. Jeg havde lovet at komme tilbage til festen for at hjælpe med at lukke ned. Der var jeg så tilbage klokken kvart i et. Der var godt nok mange meget fulde mennesker, og der var da også et par af mine drenge, der havde været oppe og slås. Heldigvis var der ikke nogen, der kom til skade. Det sjove ved fulde elever er, at de siger så mange underlige ting. De fleste var dog meget glade og råbte bare, at man var sej, og det klager jeg jo ikke over.

Lørdag flyttede jeg ud i Rikke og Renes lejlighed. De er væk helt frem til den 5. Oktober. Det er jo totalt luksus at have en hel lejlighed for sig selv.

Søndag morgen klokken lidt i 8, mødtes jeg med 9 af mine kollegaer, for at sejle op til den nordlige isbræ i Godthåbsfjorden. Der var meget tåge frem til klokken 12, hvor vi ankom til isbræen. Det var meningen, at vi skulle have været inde og gå på gletsjeren, men der var for meget is. Det passede mig egentligt meget godt. Synes ikke det virkede helt sikkert at gå derinde. I stedet blev vi sat i land lidt væk fra gletcheren, hvor vi spiste frokost, med en helt fantastisk udsigt. Det var meget smukt vejr på vejen tilbage til Nuuk, og vi fik set Sermitsiaq vandfaldet, hvor der var en meget smuk regnbue. Vi var tilbage i Nuuk klokken 20, så det var en lang tur, men super hyggelig.

Tirsdag aften var der de smukkeste Aurora Borealis. Det bliver man altså ikke træt af at sidde og kigge på. Jeg forsøgte at tage nogle billeder, men jeg mangler et stativ og en udløser til mit kamera. Det er dog blevet indkøbt, og skulle være på vej herop.

torsdag den 2. september 2010

Jeg er blevet ramt af en føhnvind


Det har været ret skønt vejr de sidste to dage, og det har hjulpet på elevernes humør. Eller også er det fordi de lige har fået deres SU, jeg ved det ikke.

Det går stadig rigtigt godt med undervisningen, og det er jo en fryd, når man kan se, at de fanger det man står og siger;-) Det tror jeg ikke man kan blive træt af.

I dag har jeg været ude og se den lejlighed, jeg har fået lov til at passe, mens Rikke og Rene er i DK. Rikke er en af mine nye kollegaer. Hun er dog på barsel lige i øjeblikket, hvilket vi ikke mærker noget til, for det virker som om, hun er på skolen hver dag alligevel. Nå, men de har været så søde at låne mig deres lejlighed, i den måned de er væk. Det passer jo helt perfekt, når nu jeg får besøg hjemmefra. Det er en rigtig fin lejlighed, det eneste minus, hvis man kan kalde det det, er at den ligger på den anden side af passet. Det betyder op og ned af vandtårnsbakken (for bornholmerne) eller valbybakke (for resten af jer) hver dag. Men så får jeg da lidt ekstra motion.

Jeg vil lige sige tak for snakken i dag til Buttcrack et og to, det havde jeg savnet.

lørdag den 28. august 2010

Billederne snyder!

Det har regnet uafbrudt i fem dage! Temperaturen ligger mellem 8 og 10 grader.

En undervisningsuge er overstået, og generelt set er det gået rigtigt godt. Jeg har været så heldig at få en klasse med alle MatA'erne som er nogle små genier, en klasse med mange udfordringer og to almindelige klasser, hvilket jo gør, at jeg skal tilpasse min undervisning en del. Men det kommer nok hen af vejen.

Jeg er nu nummer 59 på listen over personale bolig og nummer 23 på listen over vakant boliger. NØJ det går hurtigt!

tirsdag den 24. august 2010

Fredagsbar, Lille Marlene og første undervisningstime

Ok, så der er sket lidt siden sidst. Jeg burde bare opdatere siden lidt oftere, så ville der ikke være så meget jeg skal huske.

Introduktionsugen blev afsluttet med en fredagsbar for de nye lærer oppe ved Hans Egedes statue, hvor man har en skøn udsigt over byen. Det var rigtigt hyggeligt at sidde et par timer med de andre, som heller ikke har den store erfaring i at undervise. Vi er fire der kommer lige fra universitetet. De andre nye er samtidig ret sjove, så det gør jo bare det hele lidt nemmere. Fredagsbaren bød på hindbærsnitter og øl! Luksus!

Lørdag var vi 20 GU ansatte, som tog på tur. De var 13 der tog turen op på toppen af Store Marlene og vi var 7 der tog turen rundt om Lille Marlene. Selvom bjerget hedder Lille Marlene, var det en udfordrende tur, og jeg kan godt mærke at feltformen ikke er der, men det kommer den! Det var en fantastisk tur, og det var høj sol hele dagen. Jeg formåede da også at blive en smule rød i hovedet. Da jeg vågnede søndag kunne jeg så ikke komme ud af sengen:) Kan godt være jeg skulle have strukket ud da jeg kom hjem...

Både mandag og tirsdag har regnen stået ned hele dagen. Så er Nuuk altså ikke skide vidunderlig. Godt at jeg har fået mit regntøj ud af containeren! Mandag og tirsdag har også stået på de første rigtige undervisningstimer. Det er gået ok, men det hjalp da jeg havde været inde og se en af Kristers timer. Jeg skal vidst gå væk fra universitetsforedragene:-) Den sidste time jeg havde gik meget bedre end de to første. Men ud fra deres opgaver, ser det ud til at de forstår det lige godt. Men det kan godt ske at der er større risiko for at de falder i søvn, hvis jeg bare står og ævler:)

Jeg snakkede med Mia i dag, og jeg begynder så småt at savne hverdagen på Alfa. Men på den anden side, så er jeg glad for at være her, og ungerne er sjove at arbejde med. Jeg skal nok bare vende mig til , at Mia ikke forstyrre mig en time hver dag. Hvem havde troet jeg ville komme til at savne det:)

Udsigten fra Lille Marlene

Udsigt over Nordlandet fra Hans Egede statuen

Fredagsbar ala Nuuk

tirsdag den 17. august 2010

Udsigten fra vores altan

Starting to feel like home


Der er blevet spurgt til vejret heroppe, og eftersom jeg fik en vejrstation i "jubii du er færdig" gave, kan jeg fortælle jer om det... Nuuk er tilsyneladende kendt for sin tåge. Det var jeg ikke klar over, men nu kan jeg godt forstå hvorfor. Vi har haft en del dage med meget tæt tåge. For det meste er den lettet når vi når over frokost. De sidst to dage har det været skyfrit og helt op til 20 grader. Lige nu er det 18 grader, men måleren står også i solen. Det laveste det var været i denne uge var 4 grader. Så det svinger en del.

Ang. boligsituationen, så er jeg rykket 8 pladser på en måned, og jeg er nu nummer 63. Så jeg I selv regne ud, hvornår jeg får min egen lejlighed:) Jeg har dog besluttet mig for, at det her nok skal blive hyggeligt, og har været i min container for at hente en masse ting. Nu er der absolut ingen plads mine 10 m2, men tilgengæld føles det næsten som hjem. Jeg har dog opdaget, at jeg ikke har fået taget billeder med af andre end Asta, Sidse, Otto, Mormor og Morfar. Det skal jeg vidst have gjort noget ved...

I løbet af de sidste dage, har jeg haft en del møder med Krister, som er den anden geografilærer på skolen, og vi har fået lavet et overordnet forløb frem til jul. Og vi har fået lavet opgaver til den første uges undervisning. Det er nu meget rart med én, der har prøvet det hele før. Jeg havde min ene klasse i dag, til noget introuge-halløj, og de var meget søde og stille. Men det er jeg helt sikker på nok skal ændre sig. Men en god start.

onsdag den 11. august 2010

En ulykke kommer sjældent alene

Nå, der er sket en del siden sidst. Det møde jeg troede kun skulle være om søndagen, tog tre dage. Det var ganske interessant, men jeg tror, at dem der rent faktisk havde undervist i Grønland før, fik langt mere ud af det, end os andre. Det var dog ret hyggeligt at møde alle de andre undervisere og høre om deres erfaringer.
Mandag fik jeg at vide, at jeg havde fået lejlighed, men at det var en jeg skulle dele. Hmm... Det var ikke lige det jeg havde regnet med. Lejligheden ligger perfekt og er ret lækker, det er bare ærgerligt, at den kommer med indbygget grønlænder. Hun er dog sød nok, og indtil videre går det fint. I dag har jeg så fået at vide, at der skal flytte én til ind. HOLD NU OP! Det er heldigvis én af de andre nye lærere, som jeg snakker rigtigt godt med, men det er jo altså bare ikke særligt fedt at dele lejlighed med to andre. Det havde været noget andet, hvis jeg selv havde valgt det...
Hele dagen i dag er blevet brugt på møder og det kommer dagen i morgen også til at gå med.

Til dem som ikke ved det så har jeg fået nyt mobil nummer: +299 23 43 06. Hvis I bruger det så husk lige at jeg er 4 timer BAGUD.

Til næste gang...

Solnedgang over fjorden

Nuuk set fra havet

lørdag den 7. august 2010

De første dage i Nuuk


Okey, så flyveturen gik fint og de tre timer i Kangerlussuaq blev brugt i selvskab med Iben, som jeg mødte til introkurset på fyn. Da jeg ankom til Nuuk, var det meningen, at der skulle have stået en pedel med en nøgle til mig. Det gjorde der så bare ikke. Tilgengæld kunne jeg genkende én af mine nye kollegaere, som også var med flyet. Han brugte så de efterfølgende to timer på at finde ud af hvem der havde nøglen, og hvor jeg skulle bo. Det viste sig så, at hende der havde nøglen havde troet, at jeg kom med et af de første fly og var derfor gået på weekend. Hvad gør man så? Jo man flytter ind på Hotel Hans Egede, på skolen regning. Jeg er godt nok glad for, at Torben var med flyet, for ellers ved jeg ikke rigtigt, hvad jeg havde gjort.

Nå, det var så dagen i går. I dag vågnede jeg tidligt og gik ud for at se lidt på byen, og den er egentlig ikke så dårlig:) Der var bare ikke noget, der havde åbent. Efter at have siddet og kigget efter hvaler i en times tid, gik jeg op og handlede og fik købt mig et grønlandsk telefon nummer. Det kommer dog ikke til at virke før mandag, når jeg har snakket med telia, for det ser ud til, at min telefon er låst.
Da klokken blev 14 tog jeg med en båd ud for at lede efter hvaler (hvad skal man ellers lave på en skøn lørdag med høj sol?) Turen tog 4 timer. Vi så en masse flot geologi, måger og brandmænd, men ingen hvaler. De havde dog set nogle i går, så de er der!

I morgen er der et stort møde for samtlige gymnasielærer i grønland. Det starter klokken 8, og ser ud til at tage hele dagen.

Mandag, får jeg forhåbentlig min lejlighed, og så skal jeg have afleveret alle mine papirer så jeg får løn i næste måned. Det ville jo være dejligt.

Førstehåndsindtrykket er ikke dårligt, men det havde nu været rart, hvis der havde stået én og taget imod mig:)

torsdag den 5. august 2010

Sidste dag i DK for denne gang

Jeg skal gerne indrømme, at jeg begynder at kunne mærke at jeg skal afsted i morgen. Der er blevet sagt farvel til en enkelt og på gensyn til en del. De sidste krammere bliver givet ud i aften;)

Selvom jeg har det lidt ligesom den sidste dag i Alaska, som glæder jeg mig også helt vildt til at komme afsted. Det bliver spændende at se, hvor jeg skal bo i første omgang og til at møde alle eleverne når vi starter den 23. august. Inden da er der dog en del møder osv. der skal overståes.

Jeg satser på at der er internet der hvor jeg skal bo midlertidigt, så jeg kan vise lidt billeder fra området og lejligheden.

fredag den 2. juli 2010

Lidt over en måned tilbage i DK

Så er afrejsen til Nuuk bestilt.

Jeg tager afsted fredag den 6. august klokken 16 fra Kastrup.

onsdag den 30. juni 2010

Forsvarsdato fastlagt

Så er der endelig kommet en dato for forsvaret.

Onsdag den 21. juli klokken 13, i auditorium C på IGG.

mandag den 28. juni 2010

Specialet afleveret

Så er specialet afleveret. Eller det blev det i fredags, og det fejrede jeg sammen med Eline, Mia, Stina, Lars, Line, Nikolaj og Jeppe i Kongens have. Tak for en hyggelig eftermiddag, og aften til nogle af jer.

Med mindre jeg kan komme til eksamen den 21. juli, skal jeg op i løbet af næste uge. Håber virkelig ikke det bliver tilfældet, men hellere før end efter jeg burde være ankommet til Nuuk. Forhåbentlig er der en afklaring på det i morgen.

lørdag den 22. maj 2010

78 dage til afrejse

Ok, planen er, at jeg vil prøve at holde jer opdateret, mens jeg er i Nuuk. Hvor ofte og hvor meget jeg kommer til at skrive ved jeg ikke, men i stedet for at skrive fælles mails, kan I jo selv bestemme om I gider læse med.

I løbet af de næste par uger vil der ikke ske meget herinde, der er lidt for meget at se til. Men nu ved I hvor I skal kigge.