søndag den 31. oktober 2010

Endnu et...

Så er det snart slut...

Jeg havde egentlig håbet, at jeg ikke ville komme til at opleve BS fuld inden hun flyttede. Men hun har da godt nok drukket hele sin løn op i løbet af de sidste tre dage! Det er sgu trist at se på. Jeg havde måske have kunne leve med det hvis hun var en “Happy drunk”, men hun bliver bare ondskabsfuld, og råber ting af én. Jeg er godt nok glad for at hun flytter ud i morgen! Sanne og jeg holder festmiddag på tirsdag:) også bare fordi Sanne har været væk den sidste måned.

Noget helt andet er så, at vi har fået noget der minder om vinter i Nuuk. Torsdag sneede det og temperaturen holdt sig under frysepunktet. Torsdag faldt den så til -6 grader og det stormede så det svarede til -17 grader. Fredag og lørdag har det været omkring -10 grader, høj sol og blæsevejr. Nu mangler jeg bare, at den sne der falder ikke bliver blæst væk. Tror faktisk, at mine lunger havde helt glemt, hvor ubehagelig det første åndedræt er, når det er koldt udenfor:) Men mon ikke jeg vender mig til det? Det bliver jo ikke nær så koldt som det var i Fairbanks.

fredag den 22. oktober 2010

Behøver jeg skrive noget her...

To styks pukkelhvaler tæt på

Flerfarvet nordlys mens mor og far var her

Far, Mor og jeg med St. Malene i baggrunden

Så lidt og så meget

Det er næsten en måned siden jeg sidst opdaterede siden, og det beklager jeg. Der er både sket meget lidt og en hel masse. Meget lidt på jobbet og en hel masse uden for jobbet.

På jobbet har vi haft geologi, hvilket jeg jo synes er sindssygt spændende, desværre er det ikke alle elever der er helt enige:) Jeg kæmper videre. Vi, som i Krister og jeg, brugte to dage i felten med de seks 1.G klasser. Den første dag var det pisse koldt, og den anden dag regnede det, men de fik da både samlet håndstykker, målt skurestriber og set et landskab skabt af isen. De skal afslutte denne del af geologien med en rapport om bjergarter og mineraler. Det betyder desværre at jeg skal rette 92 opgaver... Det ser jeg meget frem til. De har også haft midt vejs test og det gjorde de rigtigt godt. Der var endda seks af dem der svarede rigtigt på 45 spørgsmål. Så bliver man altså virkelig stolt!
En ting er jo undervisningen som går som den skal, og så er der GU som arbejdsplads. Som en del af jer ved så har jeg jo brugt internettet på skolen til at ringe hjem osv. Nu viser det sig så at der IKKE er fri internet på skolen, hvilket jeg var ret overbevist om at der var, og eftersom jeg ikke har fået besked om det modsatte, har jeg jo brugt det. Det giver nu en regning på 7000 kr, som rektor var villig til at sænke til 3000 kr. Jeg har endnu ikke fået et girokort, men der er vidst en meget enig lærerstab som siger, at vi ikke har fået besked og derfor ikke skal betale. Og det viser jo også at dem som har brugt internettet for meget, er alle de nyansatte.

Inden mor og far ankom, kunne jeg godt mærke, at jeg begyndte at savne folk og at jeg havde brug for et kram... Asta fik mig til at tude, og det var egentlig kun efter at have snakket en time med Eline og 2,5 time med Mia, at den faldt lidt til ro igen, hjemveen. Så er det jo fantastisk at man har nogle venner som kan hjælpe selvom de er så langt væk!

Den 11. Okt kom mor og far herop. Jeg havde fået lov til at låne en lejlighed som vi alle tre kunne være i, så det var meget dejligt. De første dage blev brugt på at se byen stille og roligt. Mor var med inde til en af mine timer om tirsdagen, og det gik fint. Der er en anden bornholmer ansat på skolen, og han synes det var meget underholdende at jeg slog så naturligt over i mit fantastiske rønnefine, ligeså snart mor var i nærheden. Han kunne jo også bare skanne bornholmsk til mig så kommer det jo helt naturligt, men det vil han ikke...
Det ene af højdepunkterne mens de var her skete fredag aften hvor vi var inde og høre Søs Fenger, Malik Olsen og Frederik Elsner. Det var en intimkoncert arrangeret til fordel for NanuBørn, som giver et fristed til udsatte børn på vestkysten. Hold nu op hvor var det en helt fantastisk koncert. Det var bare de tre på hver deres guitar. Frederik Elsner er forsanger og guitarist i et band der hedder Nanook (kan godt anbefales) og Malik spiller sammen med hans kone Nina Kreutzmann (forsanger i Julie Allstars), begge sang helt fantastisk, og Søs gjorde jo bare det meget bedre.
Vi har også fået kørt Nuuk tynd i bybus, men så fik mor og far da set store dele af byen. Vi fik da også gået en hyggelig tur langs kysten. Tirsdag fik mor og jeg massage, hvilket jeg bare havde brug for...skønt. Jeg har fået tæsk i samtlige spil jeg spillede mod mor, jeg er overbevist om, at hun snyder!!! Man kan ikke være så heldig i både 500 og yatzy.
Vi skulle have været på en fjordtur ind til Kapisillit, men båden gik i stykker, og turen blev aflyst. Da vi er uden for sæson, var der lige lidt panik, for ud og sejle skulle vi, men heldigvis kunne vi komme på en hvalsafari torsdag. Denne tur viste sig så at blive ugens andet højdepunkt. Det var helt perfekt vejr, lidt koldt men helt stille, og den første time brugte de to unge fyre, som sejlede os og 7 andre, på at lede efter hvalerne, og så var de der. Tre meget store og smukke pukkelhvaler. Vi fulgte dem i omkring to timer, og på et tidspunkt var vi lige over dem, og man kunne se deres hvide luffer under vandet. Det er altså lidt skræmmende at være lige over dem, for hvis de beslutter sig for at man ikke skal være der, så er der jo ikke noget at gøre. Den største af dem var næste dobbelt så lang som båden. Da den kom op af vandet var jeg også bange for at vi ville ramme den, så tæt på var vi. De blev oppe i overfladen i fem minutter og lod os komme tæt på, og så dykkede de i ti minutter. En helt igennem fed oplevelse. Mor var helt oppe og køre hvilket jo er helt forståeligt. For det første var det første gang hun så hvaler og så var det jo også bare vildt fedt!
Det har været nogle rigtigt dejlige dage, og det har været fedt at vise mor og far lidt af min nye verden. Tror også de havde en god oplevelse, far sagde da i hvert tilfælde at de ville komme igen, hvis jeg blev heroppe, så mon ikke de nød ferien?!

Der sker også noget på boligsituationen. Birthe Sara er blevet fyret og mister derved også sin bolig. På trods af, at det er en smule tragisk at hun mister både bolig og job, pga druk, så betyder det at min tilværelse måske bliver lidt mere behagelig. Sanne og jeg har krævet at der ikke kommer nogen ny ind i lejlighed, og at jeg får det store værelse. Det vil betyde at man faktisk kan have gæster og at der noget plads til vores ting på det ekstra værelse. Vores begrundelse er, at jeg som lærer skal have plads til forberedelse, og det har jeg ikke nu. I hvert tilfælde ikke på papiret. De har tidligere fået klager fra os over, at vi er blevet lovet andet end det vi har fået, og de ved at der kommer en sag fra begge vores fagforeninger før jul, hvis de ikke accepterer vores tilbud. Vi kan nemlig godt begge leve med at skulle dele, bare os to. Naalakkersuisut (selvstyret) fik vores anmodning i sidste uge, og Birthe Sara skal flytte ud den 31. Okt, og så må vi se hvad der sker. Kryds fingre for at det løser sig!

Lige afslutningsvis vil jeg efterlade jeg med en tragisk udgang af september: syv unge amerikanske fyre begik selvmord. Fælles for dem var, at de var blevet mobbet fordi de var homoseksuelle. Den yngste var 13 år gammel, den ældste 19. Jeg ved godt, at det finder sted en et andet land, men det gør stadig ondt. Det kan godt være, at jeg aldrig er blevet mobbet pga min seksualitet, men jeg har været offer for andre mobberier, og kan jo udmærket godt sætte mig ind, hvorfor de har følt, at selvmord var den eneste udvej. I dag ved jeg jo at tingene nok skal blive bedre, men det var jeg på ingen måde overbevist om den gang. Kan kun bede jer om at gå ind og kigge på disse sider: The Trevor Project, It Gets Better (på youtube, over 2000 videoer, hvor folk fortæller at det nok skal blive bedre), Revel & Riot, HRC og NoH8. Den sidste kan I komme ind på ved at klikke på den banner der er i bunden af siden.